Check venstre side af masken…
Se, fisk!
Lagt i Uncategorized
Gode og dårlige dyk
Jeg siger ofte, at der er gode dyk og der er mindre gode dyk, men der findes ikke dårlige dyk. I sidste uge måtte jeg så tage min egen medicin.
Jeg havde fået mulighed for at med på et dyk til vraget af en kanonbåd fra 1700-tallet. Den ligger 35 minutter fra kysten og i lavt vand, kun omkring 12 meter, så det skulle være et fint lille fyraftensdyk. Ja ja…
Efter et par dage med hård blæst var der blevet presset en masse vand ud af bæltet, og det havde åbenbart hjemve, for det havde meget travlt med at komme tilbage igen. Strømmen var noget af det kraftigste, jeg har set. Så vi droppede dykket på kanonbåden og tog ud til et andet vrag, der lå mere i læ og i lavere vand, i håb om at der var mindre strøm der. Det betød yderligere en halv times sejlads, og vi var lidt i bekneb for dagslys, men vi tog afsted alligevel.
Der var rigtigt nok mindre strøm, men dog stadig noget. Og den kraftige aktivitet i vandet betød meget dårlig sigtbarhed, ned til 2-3 meter. Det betød at vi kun fik set dele af vraget, men kunne ikke få et overblik over det. Strømmen betød at folk (undertegnede inklusive) poppede op lidt over det hele. Og kampen mod strømmen reducerede vores bundtid med 50 procent i forhold til det planlagte.
Var det et godt dyk? Ikke rigtigt. Men det var ikke et dårligt dyk. Det er dyk i dårlige forhold der gør os til bedre dykkere. Jeg har dykket med mange “feriedykkere”. Dykkere, der har taget deres certifikat i 50 meter sigt og badevands-varmt vand, og er så vidt muligt fortsat i samme forhold. Når de så dykker i mere udfordrende forhold, er alle de basale færdigheder rustne eller helt fraværende. Buddy-kontrol, orientering, sikkerhedsprocedurer, det er alt sammen mindre vigtigt, når man altid kan se hinanden og der ingen strøm er. De mere udfordrende dyk er måske ikke helt så sjove, men de holder vores færdigheder skarpe og minder os om, hvorfor det er, de er vigtige.
Så der er gode dyk, der er mindre gode dyk, men der er ikke dårlige dyk. Så længe alle er med hjem.
Lagt i Uncategorized
Island, intro
Vi er nu rent faktisk nået til et punkt, hvor vi har styr på planerne for sommerens store projekt: Island. Ideen kom i løbet af vinteren, hvor P havde fundet en website om dykning i Silfra-sprækken på Island.
WARNING: SCIENCE CONTENT! Silfra er resultatet af, at sprækken mellem det nordamerikanske kontinent og det eurasiske kontinent løber ned midt igennem Island, hvilket har resulteret i en række søer, der faktisk er overfladerepræsentationer af sprækken. Det betyder, at man kan dykke helt ned i bunden af sprækken og kan faktisk ende med at have den ene hånd på det ene kontinent og den anden hånd på det andet. Samtidig er Island kendt for at have noget af den bedste sigtbarhed noget sted i verden. Sprækken udvider sig for øvrigt nogle cm hvert år.
Planen var lang, og inkluderede et tørdragtcertifikat (vandet er mellem 2 og 4 grader) og hele logistikken med at komme derop og finde overnatning osv.
Stik mod traditionerne lader det til at der nu er styr på, næsten 2 måneder før! Vi har booket en divemaster til i alt 4 dyk, vi har reserveret hotel, købt flybillet og tjek på grejet. Følg med her for en egentlig turlog med start i august.
Lagt i Uncategorized | Emneord:island, Silfra
Grej!
Efter i mange år at have kørt på leje- og låneudstyr, tog jeg beslutningen om at få mit eget. Det skyldtes dels at det bare er rart at have sit eget, dels statistikken jeg husker fra min Rescue Diver-uddannelse. De tre væsentligste årsager til dykkerulykker er:
1: Dykkeren bruger udstyr han/hun ikke kender
2: Dykkeren bruger udstyr, der ikke passer
3: Dykkeren modificerer sit udstyr på måder, der ikke er tiltænkt fra producentens side
Så med andre ord, hvis man har sit eget grej, og ellers piller snitterne fra at lave om på det, har man elimineret de tre hyppigste grunde til dykkeulykker (min mor er glad for den grund).
Hele lørdag formiddag blev derfor brugt i Quatre Force Diving i Århus, hvor både Phiip og jeg fik købt de ting, vi ikke havde i forvejen, hvilket vil sige mange af de “store” ting som BCD og tørdragt. Så nu kan den ting krydses af sommerens to-do-liste!
Dykkerbloggen er i vandet
Efter mange gode intentioner, men en eklatant mangel på handling, er Dykkerbloggen omsider ude med sit første indlæg. Selvom det er lidt et ikke-indlæg, tæller det stadig. Nu skal der skrives om dykning!
Lagt i Uncategorized
