Jeg siger ofte, at der er gode dyk og der er mindre gode dyk, men der findes ikke dårlige dyk. I sidste uge måtte jeg så tage min egen medicin.

Jeg havde fået mulighed for at med på et dyk til vraget af en kanonbåd fra 1700-tallet. Den ligger 35 minutter fra kysten og i lavt vand, kun omkring 12 meter, så det skulle være et fint lille fyraftensdyk. Ja ja…

Efter et par dage med hård blæst var der blevet presset en masse vand ud af bæltet, og det havde åbenbart hjemve, for det havde meget travlt med at komme tilbage igen. Strømmen var noget af det kraftigste, jeg har set. Så vi droppede dykket på kanonbåden og tog ud til et andet vrag, der lå mere i læ og i lavere vand, i håb om at der var mindre strøm der. Det betød yderligere en halv times sejlads, og vi var lidt i bekneb for dagslys, men vi tog afsted alligevel.

Der var rigtigt nok mindre strøm, men dog stadig noget. Og den kraftige aktivitet i vandet betød meget dårlig sigtbarhed, ned til 2-3 meter. Det betød at vi kun fik set dele af vraget, men kunne ikke få et overblik over det. Strømmen betød at folk (undertegnede inklusive) poppede op lidt over det hele. Og kampen mod strømmen reducerede vores bundtid med 50 procent i forhold til det planlagte.

Var det et godt dyk? Ikke rigtigt. Men det var ikke et dårligt dyk. Det er dyk i dårlige forhold der gør os til bedre dykkere. Jeg har dykket med mange “feriedykkere”. Dykkere, der har taget deres certifikat i 50 meter sigt og badevands-varmt vand, og er så vidt muligt fortsat i samme forhold. Når de så dykker i mere udfordrende forhold, er alle de basale færdigheder rustne eller helt fraværende. Buddy-kontrol, orientering, sikkerhedsprocedurer, det er alt sammen mindre vigtigt, når man altid kan se hinanden og der ingen strøm er. De mere udfordrende dyk er måske ikke helt så sjove, men de holder vores færdigheder skarpe og minder os om, hvorfor det er, de er vigtige.

Så der er gode dyk, der er mindre gode dyk, men der er ikke dårlige dyk. Så længe alle er med hjem.